mandag den 28. april 2014

NY BLOG:

Trænger du til mere hjernerystelsesblog? -så har Charlotte startet en super flot blog!

www.shakennotdisturbed.com

Jeg glæder mig til at være læser nu :-).

onsdag den 23. april 2014

Pause:

Kære læsere

Det kommer til at blive en længere pause kan jeg godt mærke. Ved faktisk ikke hvornår jeg kommer til at skrive noget på bloggen igen. Det fylder (dejligt) meget at passe på min lille dreng.

Hvis nu der er nogle andre derude der har mod på at skrive om deres oplevelser/liv/hverdag med hjernerystelse kan jeg lægge et link ud på denne blog. En lille opfordring...

Pas godt på jer selv derude!  (-det øver jeg mig stadig i)

tirsdag den 4. marts 2014

Træt, træt, træt:


-nu med mangel på søvn OG influenza. Vender stærkt tilbage på bloggen når energien og sønnen tillader det.

Eller "stærkt" er måske så meget sagt. 

Jeg vender ihvertfald tilbage inden længe. Skal bare lige sove lidt først. Og det er nemmere sagt end gjort når man har en søn på 5 måneder.

PS. Jeg undskylder hvis der er billeder der går igen. Kan simpelthen ikke huske hvilke billeder jeg har brugt og ikke brugt.

PPS. Måske hun også er en træt mor der lige tager sig en lur?

onsdag den 19. februar 2014

Ny kur?


Lad os bare sige det er en ny kur. 
2 frikadeller og et stort stykke chokolade. Det var hvad jeg spiste til frokost i dag... 
Og ikke sådan efter hinanden, nej, på samme tallerken. Pinligt. 

Tænker at hvis jeg spiser rugbrød og gulerødder til kaffen senere går det op.

tirsdag den 18. februar 2014

Mere blog inspiration:


Er også blevet ret begejstret for hende her: http://blog.annaskyggebjerg.dk/

Hendes blog handler bl.a. om at være introvert, hvilket ikke var mig før jeg slog hovedet, men noget jeg kan nikke genkendende til efter hjernerystelsen. 

Er det så en personlighedsændring? Scary...

Hun skriver fx:
Jeg har nydt hvert eneste møde, hver eneste intense samtale. Jeg ville ikke have været nogen af dem foruden. Så fejlen var ikke mængden af sociale arrangementer. Fejlen var, at jeg glemte at tage hensyn til min introverthed, da jeg mente, at jeg derudover også lige kunne klare at passe mit arbejde. 
Tænk, at jeg kunne glemme noget så vigtigt? Visse ting er jeg åbenbart længe om få flyttet fra kassen med ting-jeg-godt-ved til kassen med ting-jeg-tager-hensyn-til-i-praksis.

søndag den 16. februar 2014

Sjov blog:

(Tegning fra marensblog.dk)


Burde virkelig overhovedet slet ikke være så meget på nettet. 

Men faldt lige over denne skønne blog: marensblog.dk 

Lige til at blive i godt humør af!

mandag den 10. februar 2014

Ren idyl:


Hold kæft en dejlig dag! 

Solen skinner og min dreng griner. 

Og jeg havde energi til at gå en tur med barnevognen.

Så bliver det næsten ikke bedre :-). 

Sådan en dag kræver et idyllisk billede og det blev altså af Frederiksborg slot i Hillerød. Taget 3 dage før vi fik vores søn.


lørdag den 8. februar 2014

Ammeklub:


Et lille indlæg til jer derude med PCS som går med planer om børn. Jeg ved I er nogle stykker, -nogle med mere fremskredne planer end andre. 

Til alle andre er dette indlæg nok ganske uinteressant. 

Her er mine råd og erfaringer indtil videre:

Kejsersnit: For mig var det den rigtige beslutning. Selvom jeg brugte kræfter på at være rystende nervøs er jeg sikker på at jeg har sparet uendelig meget energi ved ikke at gennemgå en naturlig fødsel. Jeg var klar i hovedet da baby kom og i dagene efter.

Vikle: Jeg er utrolig glad for vores vikle, som er et langt stykke stof man kan bære baby i. Det skåner min ryg ikke at bære med armene hele tiden. Og det er hyggeligt :-).

Puslebord: Vores puslebord er en anelse for højt til mig, hvilket gør det hårdere end nødvendigt at skifte ble. Jeg havde ikke tænkt over hvor vigtigt dette er, og hvor ofte man står der i løbet af dagen, men det er lidt svært når det også skal passe i højden til min mand. Men altså, tænk over det!

Slyngevugge: Er en hængende seng man kan hænge i en døråbning. Supernemt at kunne sidde ned og skubbe lidt i vuggen og måske synge en sang i stedet for at trave rundt og vugge baby i armene.

Modermælkserstatning: Snak med sundhedsplejersken, men det er virkelig en stor frihed at far kan give baby mad hvis man fx skal sove. Det gør underværker at få 4 timers sammenhængende søvn. Får jeg ikke det kan jeg virkelig mærke søvnmanglens indvirkning på hovedet. At få 4 timers sammenhængende søvn kan stadig kun lade sig gøre når min mand giver modermælkserstatning om aftenen/natten således at jeg kan springe en amning over.

Autostol: Hvis man ofte kommer omkring i bil ligesom vi gør, så er det virkelig fedt at have en liggende autostol hvor baby må være uden begrænsning. Vores hedder Rømer Baby-safe Sleeper Autostol. Kan ofte købes på dba.dk.

Sækkestol: Kan skåne nakken hvis man sætter baby heri når man skal snakke, smile og have øjenkontakt, i stedet for at kigge ned på en liggende baby og belaste nakken. 

Ammepude: Endnu en god måde at aflaste nakke, skulder, ryg og arme. Desuden virkelig rart at kunne ligge ned og amme. Det gjorde jeg helt fra starten. 

Hud mod hud: Noget der anbefales alle, men for os PCS ramte er det ren terapi at ligge med sin baby hud mod hud. Det er i det hele taget god terapi at ligge og slappe af med sin sovende baby på maven. Sådan tilbragte jeg det meste af tiden i starten.   

Hvis der er nogen af jer der har spørgsmål står jeg altid til rådighed!


onsdag den 5. februar 2014

Uflatterende:



Som sagt er denne blog ikke en flatterende beskrivelse af mit liv. Nok nærmere en uflatterende beskrivelse.

I dag kom jeg aldrig ud af nattøjet. Eller ud af døren for den sags skyld. Og jeg tror jeg glemte at børste tænder. Og jeg ved at mit hår er ved at blive til én stor dreadlock. Til gengæld har jeg næsten tømt det chokolade-lager jeg købte i går. Og der er stadig sindssygt støvet over alt i lejligheden. 

Men jeg har sunget lille peter edderkop, skiftet ble, ammet og givet babymassage. Og min dreng har smilet og grinet og sovet og spist.

Det er sådan det går en gang imellem når man er syg og træt. Eller når man er mor til en fire måneder gammel dreng. Det kan være svært at vide...

søndag den 2. februar 2014

Fake?





Nogle gange får jeg lyst til at lave en "fake" blog om mit fede, lækre liv. Bare vinkle alle historier, begivenheder og billeder på en "se mig og mit fabelagtige liv" -agtig måde. Måske jeg kunne narre mig selv til at tro at det var virkeligheden?
For det kan jo sagtens lade sig gøre at fremstille det således. Og mon ikke der er mange bloggere der også gør det i en eller anden grad? 

Hvis dette var en anden blog ville jeg fx skrive:
Her er billeder af bordpynten til vores bryllup som vi holdt en sommerdag for halvandet år siden. En skøn dag, med fine drinks, lækker mad og søde, smukke gæster. Og jeg fik både prinsessekjolen, bryllupskagen og borddækningen som jeg havde drømt om.

Til denne blog bør indlægget nok nærmere lyde:
Det var svært at forberede bryllup uden penge og uden kræfter. For at spare penge måtte vi gøre det meste selv, men det koster jo kræfter. Vi fik dog meget hjælp fra familie og venner. 
På selve aftenen havde jeg værre smerter i hovedet end jeg har prøvet før, men ignorerede dem bedst muligt. Det var faktisk en fantastisk dag og aften, men også en hård dag, der betød at jeg lå i sengen i 10 dage efter og fik et mindre tilbagefald der varede nogle måneder.

Ret forskellig information om samme begivenhed...

lørdag den 25. januar 2014

Bananpandekager:


 
Disse bananpandekager udgør min morgenmad for tiden. Er ret vild med at starte dagen med dem, så tænkte jeg ville dele opskriften med jer.

Jeg laver et par stykker eller fire ad gangen, så jeg har til et par dage. Og så spiser jeg dem med en bærkompot rørt sammen af lidt sukker og bær fra frost. Lige for tiden består den af hindbær, blåbær og stykker af mango og ananas. Ja det er ret luksus :-).

Til én pandekage skal du bruge:

1 banan
2 æg
smør

Blend banan og æg og hæld hele portionen på en varm pande med smeltet smør. Prøv dig frem med varmen, men ikke for varmt da pandekagen skal være tyk og "fluffy" og derfor har brug for måske 5 min før den er klar til at vende. Start evt med en varm pande og skru så ned når dejen er kommet på. Prøv ikke at fordele dejen på hele panden, men lad den flyde nogenlunde ud som den vil, så er den nemmere at vende. 

Hvis man laver til flere dage er det min erfaring at det er bedst at blende hver portion for sig, så hælde det på panden og derefter blende en ny portion. Ellers risikerer man at den første pandekage næsten kun består af æg og den sidste af banan. 

God fornøjelse derude.

mandag den 20. januar 2014

Nye evner?





Har lært to ting om mig selv i weekenden. 

Et: Jeg kan ikke klare at gå i teateret endnu. Men klarede første akt på Betty Nansen hvor Nicolas Bro spillede Don Quixote. Det var lige til grænsen (måske lidt over) på en god dag.

To: Jeg har mistet en del af mine evner ud i overblik og kreativitet. Men jeg er til gengæld blevet noget så glad for at sortere, rydde op og smide ud. Sjovt. Noget med hjernehalvdele? Det er højre side jeg har skader på...

Og det er jo dét der er så indviklet med det der hjernerystelse! Og det der er grunden til at jeg bliver ved med at have brug for at forklare mig selv og andre hvordan det føles (og har denne blog). Fordi pludselig skal man lære sig selv at kende igen. Jeg havde brugt 25 år på at finde nogenlunde frem til hvem jeg var og hvad jeg kunne. Bum. Så har jeg så brugt de sidste 4 år på at genopdage de nye grænser, evner, lyster m.m.

tirsdag den 14. januar 2014

Perfektionist?









Åh hvor bliver jeg træt af mig selv nogen gange! 

Det er et par timer før jeg får gæster. To do listen indeholder 2 punkter: 

Rydde lidt op og hvile. 

Konstaterer at jeg er for træt til at rydde op og lægger mig derfor for at hvile. 

Tænker kun på det jeg skal have ryddet op. Hviler derfor slet ikke. Ahr!

fredag den 10. januar 2014

Flad som en pandekage:



Jeg har måske 25 point. Hvis jeg før i tiden havde 100 point. 

Jeg bruger måske 50 point. For det meste. 

Så giver det meget god mening at man bliver lidt flad...

tirsdag den 7. januar 2014

Helt flad:



I dag har jeg:

Skiftet 1 ble (Min mand har skiftet resten).

Ammet (Jep, I får det hele med).


Gået en lille tur med barnevognen.

Sovet på sofaen.

Vasket lidt tøj.

Og jeg er helt flad!

søndag den 5. januar 2014

Årsdag:


I dag er det 4 år siden jeg fik hjernerystelse. 

Dengang havde jeg slet ikke forestillet mig at jeg skulle blive så syg.

I dag forstår jeg slet ikke hvordan jeg var i stand til så meget dengang jeg var rask. 

Jeg løb 3 gange om ugen, svømmede 1 gang om ugen, dansede 1 gang om ugen. Jeg studerede på fuld tid, arbejde både på café og til koncerter. Og så alt det andet jeg gjorde. Cyklede rundt i byen, dansede natten lang til fester, købte ind, shoppede for sjov og holdt min lejlighed ren og pæn uden problemer.

Alt den energi? 

Tror jeg er på 25 procent af hvad jeg var engang. Men det er også fremskridt!

fredag den 3. januar 2014

Hello 2014:



Hvad jeg ønsker mig i 2014:

Mere søvn.

Mere bedring.

Færre løse ender. 
Dvs at jeg ikke begynder på en masse projekter jeg ikke har energi til at færdiggøre. Det stresser bare.

Flere pauser. 
Og lange kaffepauser med gode veninder. Jeg kan faktisk bedre lide at have god tid end at gøre det i små korte besøg. Man skulle tro det var omvendt med mit hoved, men alt skal helst gå lidt langsomt. 

At kunne forsørge mig selv.